Trustpilot.dk
Danske netbutikker må oppe sig og levere god kundeservice og fair behandling. Ellers risikerer de at blive omtalt dårligt på den nye internetportal Trustpilot.dk, der afslører netbutikker som ikke behandler sine kunder godt.
Oplysninger om over 2000 butikker
Trustpilot.dk indeholder oplysninger om flere end 2.000 virksomheder og vil advare internetbrugere mod at handle i butikker med en plettet fortid. Oplysningerne hentes blandt andet fra afgørelser i klagenævn samt presseomtale.
- Hvis folk har haft en god eller dårlig oplevelse med et firma, fortæller de det typisk videre til deres venner. Vi går skridtet videre og fortæller det til hele Danmark. Virksomhederne skal kunne mærke konsekvensen, når de ikke opfører sig ordentligt, siger Peter Holten Mühlmann, der er direktør for Trustpilot.dk til MetroXpress.
Program kan advare om hjemmesider
Hjemmesiden fungerer som et gratis arkiv, hvor man kan søge på de enkelte firmanavne. Siden tilbyder også et program, der automatisk advarer, når man bevæger sig ind på en sortlistet forretnings hjemmeside.
Foreningen for Distance- og Internethandel er skeptisk overfor det nye tilbud, som direktør Morten Kamper betegner som unødvendigt.
Kritiker: Hjemmeside er ikke nødvendig
- Jeg frygter, at det kan skabe noget unødig støj, som kan skræmme folk fra at handle på nettet på et alt for tyndt grundlag. Vi har en rigtig god forbrugerbeskyttelse i Danmark, og jeg kan simpelthen ikke se, at der er et behov for det her, siger han.
Trustpilot.dk har ingen forældelsesfrist for oplysninger, og især det, vækker Morten Kampers kritik
- Det er ikke fair at man skal betale for en enkelt fejl eller to i al evighed. Selv hvis man begår vold bliver det jo slettet fra straffeattesten på et tidspunkt, siger han.
Græsrodsorganisationen Danmarks Aktive Forbrugere er derimod positive over for den nye hjemmeside. Men troværdigheden skal være i top, ellers mister den effekt, advarer Danmarks Aktive Forbrugere.
***